Den smertelindrende og bedøvende virkning af lattergas har været kendt i mere end 150 år. Gassen blev hurtigt vidt udbredt inden for generel anæstesi og anvendes stadig på hospitaler verden over.
Medicinsk lattergas anvendes sammen med andre lægemidler ved inhalationsanæstesi. Lattergassen anvendes på grund af sin smertestillende virkning også i kombination med oxygen til smertelindring, for eksempel ved fødsler, ambulancebehandling, i tandplejen samt ved smertefulde mindre indgreb.
Lattergas er en kemisk forbindelse af nitrogen (kvælstof) og oxygen (ilt). Det kemiske navn er dinitrogenoxid (N2O). Lattergas har en svag sødlig smag og lugt. Gassen, der indåndes, er en blanding af lattergas og oxygen.
Lattergassen optages hurtigt i blodet efter indånding. Gassen transporteres med blodkredsløbet til kroppens organer, som modtager og formidler smerteimpulser, for eksempel rygsøjlen og hjernen. Smerteimpulserne tager af, samtidig med at frigivelsen af endorfiner tager til.