Når man sover, slapper musklerne i de øvre luftveje (næse, mund, svælg og luftrør) af. Hvis de slapper for meget af, kan luftvejene blive meget snævre. For manges vedkommende medfører det, at de begynder at snorke. Undertiden kan det ligefrem blive svært at trække vejret. Hvis luftvejene blokeres fuldstændigt, opstår der vejrtrækningspauser (apnø).
Obstruktiv søvnapnø er den mest almindelige form for søvnapnø og bevirker, at vejrtrækningen gentagne gange standses under søvnen. I nogle tilfælde kan vejrtrækningen standse flere hundrede gange hver nat.
Obstruktiv søvnapnø (OSA) skyldes natlige episoder af luftvejsblokering, som giver symptomer i løbet af dagen på grund af søvnmangel. Apnøanfaldene medfører iltmangel, som på sigt kan føre til en øget risiko for forhøjet blodtryk, hjerteinfarkt og slagtilfælde.
Søvnapnø er en meget almindelig, men stadig i høj grad underdiagnosticeret tilstand. Den typiske OSA-patient er en stærkt overvægtig mand over 40 år, men alle kan få det.
I behandlingen indgår vægttab, hvor det er relevant, undgåelse af alkohol og sovemidler samt eventuel anvendelse af en såkaldt apnøskinne eller snorkeskinne. Det næste trin i behandlingen er brugen af et CPAP-apparat, som skaber kontinuerligt overtryk i luftvejene, så de ikke kan falde sammen, eller et bilevel-apparat, der presser luft ind i luftvejene ved forskelligt tryk, afhængigt af om patienten ånder ind eller ud.
Symptomer
De mest almindelige symptomer på søvnapnø er:
snorken
vejrtrækningspauser under søvnen
unormal træthed i løbet af dagen
Forskning viser, at søvnapnø på sigt kan føre til sygdomme som forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, slagtilfælde og diabetes. Patienten bliver også mere følsom over for stress.
Behandling
Der findes flere forskellige måder at behandle søvnapnø på. Patienten kan for eksempel forsøge at forbedre sin kondition. Følgende enkle livsstilsregler anbefales:
Hav regelmæssige sovetider
Indfør en rutine, som du altid følger, når du går i seng
Sørg for, at din seng er behagelig
Luft ud i soveværelset hver dag
Undgå store måltider om aftenen, og gå heller ikke i seng på tom mave
Tag ikke et varmt bad, før du går i seng
Sov ikke foran tv-apparatet
Drik ikke alkohol, før du går i seng
Valget af behandling afhænger af sygdommens sværhedsgrad, alder, andre sygdomme og eventuelle fysiske afvigelser i næse og svælg. Almindelige behandlinger er
CPAP (kontinuerligt overtryk i luftvejene)
Snorkeskinne (i milde tilfælde)
Kirurgiske indgreb (benyttes stadig sjældnere, men kan være nødvendige ved fysiske forhindringer)
Den mest almindelige og mest effektive behandling mod søvnapnø er CPAP (kontinuerligt overtryk i luftvejene). CPAP blæser almindelig rumluft ind i patientens luftveje via en maske. Forbedringen i patientens egen søvn- og livskvalitet opleves ofte hurtigt.
CPAP-behandling kræver dog en grundig søvnudredning.