HBO (hyperbar oxygenbehandling eller trykkammerbehandling) er en gængs behandling ved dykkersyge.
Ved HBO får patienten ren oxygen (ilt) ved et lufttryk på 2-3 gange det normale lufttryk. Denne behandling gives i trykkammer, som findes på specialklinikker. Gennem denne behandling kan man øge iltningen ude i vævet til ca. 10 gange værdien ved indånding af luft ved normalt lufttryk.
Behandlingen anvendes ved forskellige tilstande, hvor man ønsker en god iltning ude i vævene, og den kan også anvendes til hurtigere at fjerne kulilte fra blodet ved kulilteforgiftning og dykkersyge, hvor for hurtig opstigning har medført, at der er frigjort nitrogen i kroppen, som skal elimineres hurtigt.
HBO anvendes også ved en del andre tilstande, sommetider med godt resultat. Her kan nævnes svære bløddelsinfektioner, kulilteforgiftning og kroniske sår forårsaget af dårligt blodomløb.